"Fra Bondedreng til Godsejer" Elias Møller

Af Jørgen Øxenhave

Forfatteren beretter om husmandssønnen Elias Møller, der ved eget arbejde og skæbnens gunst endte som godsejer på Nordfyn

I midten af 1700'tallet boede i Diernæs en mand ved navn Jørgen Eliassen Møller i et fæstehus - Mosetoften nr. 29 - under Holstenshus.

Han ernærede sig som husmand og skrædder. Han og hans kone Marie fik 5 sønner. Den der blev bedst kendt lokalt var Mathias, der overtog fæstet efter sin far og blev den urmager, hvis ure endnu står mange steder rundt om i landet, men især på Faaborgegnen - over 50 i alt; men det er hans storebror Elias, der her skal berettes om.

Elias Jørgensen Møller blev født i 1761. Fra barndommen havde han haft stor lyst til jagt, og efter flere henvendelser til gehejmeråden baron A.C. Holsten på Holstenshus om at blive jægerdreng, fik han som svar: "Det nytter dig ikke at blive jæger, thi almindeligst er en gammel skytte en fattig tigger". Gehejmeråden havde fået øjnene op for den opvakte dreng med det kønne udseende og tiltalende fremtræden og tilbød ham ansættelse som tjener. Kort tid efter skulle en af gehejmerådens sønner på Sorø Akademi og måtte naturligvis medbringe egen tjener, og glad blev Elias, da han blev betroet denne opgave. Opholdet varede 2 år, men i de ledige timer havde Elias fået undervisning i fransk og kunne nu både tale og læse sproget.  
    Elias Møllers fødehjem, Mosetoften 29

Fra Sorø begav den unge baron sig til universitetet i Kiel, og Elias var lykkelig over at måtte følge med. Han var dygtig til at tilegne sig kundskaber, og i løbet af 3 måneder talte han perfekt tysk og begyndte selv som sproglærer i dansk. Han lærte at danse og musik var ham en stor nydelse. En dag kom gehejmeråden i følge med sin ældste søn til Kiel for at forberede en rejse til Paris for sine 2 sønner. Elias glædede sig til at skulle følge med dem, men gehejmeråden havde andre planer med ham. Han kom med tilbage til Holstenshus og blev taffeldækker, men da gehejmeråden var amtmand i Nyborg amt, varede det ikke længe for Elias blev ansat som skriverkarl pågrund af sine sprogkundskaber, og dette var også årsagen til, at han kom med herskabet på tur til Italien som tjener og sekretær.

Således fik han på flere måder udvidet sin horisont, så den lå højt over den almindelige bondedrens. Han steg i agtelse og yndest hos herskabet, og det vakte skinsyge og misundelse hos andre af godsets ansatte. Imidlertid var stavnsbåndet blevet løst i 1788, og det stod ham frit at rejse, hvorhen han ville. Uden hans vidende var han af en bekendt blevet anbefalet som skriverkarl for en forvalter på "Kiørup" på Nordfyn. Godsejeren dér antog ham, og han lærte meget, og efter kort tid tiltrådte han som forvalter på "Veilegaard", hvor han var i 5 år og havde en god og lærerig tid, hvor han med sine ligestillede fra andre store gårde deltog i selskabelighed og mange gode jagter.

I den periode var han ofte blevet kontaktet af godsejeren på "Østrupgård" på Nordfyn - Krigsråd Jens Dreyer Scheby. Denne havde fattet interesse for den energiske og ærgerrige unge mand og tilbød ham flere gange stillingen som forvalter på sit gods. Endelig i 1795 tiltrådte han stillingen, og allerede da var hr. Scheby's helbred dårligt. Perioden efter 1788 var urolig og kritisk for godsejerne, og han blev glad, da den unge Møller ankom. Men et halvt år senere døde hr. Scheby, og Møller stod for ledelsen af driften af godset, der nu ejedes af enken Anne Elisabeth, der var barnløs.

2 år senere giftede Anne Elisabeth sig med Møller. Forinden brylluppet havde Møller søgt om kgl. udnævnelse til kancelliråd og fået det, mod at hun oprettede et "Hospital" i Østrup by. Elias Møller sad nu som ejer af et veldrevet gods. Jordene var spredte og udflytningen var endnu ikke begyndt der. Han forsøgte af få gang i udflytningen men mødte stor modstand hos bønderne, og han ville nødigt tvinge nogen. Derfor købte han nabogodset "Ørritslevgaard" og overførte noget af jorden derfra. Således blev "Østrupgaards" jordtilliggende så stort, at det kunne oprettes til stamhus, med de fordele det gav. Resten af "Ørritslevgaard" blev solgt til hans bror Niels, så nu sad der to husmandssønner fra Diernæs som godsejere på hvert sit gods.

På alle måder var Elias Møller en dygtig og driftig mand. Mest iøjnefaldende er det store inddæmningsarbejde han startede ud i Odense Fjord. Det var et pionerarbejde og resulterede i et fra stranden indvundet areal på over 1100 td. land. For dette blev han hædret med Det kgl. Landhusholdningsselskabs store guldmedalje. Få år før sin død blev han af kongen udnævnt til justitsråd.

Som nævnt var "Østrupgaard" blevet til stamhus. Elias Møller dør i 1846 og efterlod ingen børn, så det blev hans brodersøn Jørgen Jensen Møller og dennes efterkommer, der fik stamhuset overgivet.

Godset blev drevet dygtig indtil 1928, hvor det blev købt af staten. Avlsgård og hovedbygning blev skilt, og denne sidste blev overtaget af Åndssvageforsorgen. I dag er det bocenter for psykisk handicappede under navnet "Østruplund". Dette var beretningen om en dreng, der var født i samfundets lavere lag, men som takket være sin sjældne personlige egenskab og sikkert også en god portion held, arbejdede sig op til at blive en rig og anset mand. Han ligger begravet på Østrup kirkegård, der støder tæt op til "Østrupgård".

  Retur til Pierres hjemmeside    Kilder:
  1. Personalhistorisk Tidsskrift ved Poul Hennings.
  2. Historiske fortællinger om Skeby og Otterup sogne ved pastor Lose
  3. Lensbaron Hans Berner Schilden Holsten's slægtsbog.